Team Esbjerg-træner om sejr: Skulle slippe håndbremsen

Det så sort ud for Team Esbjergs chancer for at komme i DM-finalen i håndbold, da holdet langt inde i anden halvleg var bagud 20-24 mod Viborg HK på hjemmebane.

Men en timeout fra træner Lars Frederiksen var med til at vende slagets gang, så Team Esbjerg scorede fem mål på stribe.

Vestjyderne endte med at vinde den anden semifinalekamp med 29-28, og holdet kom dermed i finalen med samlet 55-53.

- I timeouten sagde jeg til spillerne, at de skulle slippe håndbremsen. Løb med dem og løb kontraerne, siger Lars Frederiksen til Team Esbjergs hjemmeside.

- Heldigvis lykkedes det i en fantastisk afslutning, hvor Estavana Polman i de sidste 12 minutter viste, hvilken klassespiller hun er.

- Det var det uprøvede hold mod de 14-dobbelte danske mestre, og de uprøvede var bedst, da kampen skulle afgøres, siger træneren.

Team Esbjerg er med resultatet klar til sin første DM-finale, hvor holdet møder FCM Håndbold.

Viborg HK, der vandt DM-guld sidste år, møder Team Tvis Holstebro i kampen om bronze.

/ritzau/

Dagens Gossip