Team Esbjerg-træner: Pokalfinalen er et af sæsonens mål

Skrevet af admin

30/09/2015

Mest læste i dag

Team Esbjergs håndboldkvinder går på banen for at vinde alle kampe.

Det gælder også torsdagens kvartfinale i landspokalturneringen, Santander Cup, ude mod HC Odense, fortæller Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, i en pressemeddelelse.

- Det er et af sæsonens store mål for os at komme i pokalfinalen, og kampene frem mod finalen ligger på det rigtige tidspunkt, så eventuel finaledeltagelse er afklaret inden 2016.

- Men HC Odense på udebane er bestemt et stort bump på vejen. Holdet har en af ligaens giftigste bagkæder og bør bestemt sikre sig en plads i slutspillet, siger Lars Frederiksen.

Han hentyder til fynboernes aktuelle topscorere på backpladserne; Line Haugsted, der er kommet til klubben fra Skive, norske Maja Jakobsen samt den skudstærke back Maria Adler.

- Vi foretrækker dog at koncentrere os om vores eget spil og glæder os til denne knald eller fald-kamp, der skal vindes.

- Bortset fra i Champions League-kvalifikationen mod Baia Mare har vi levet op til forventningerne og vundet sikre sejre, så det er et hold med selvtillid, der kommer til Odense, lover Lars Frederiksen.

Team Esbjerg har fået en rettidig advarsel ved, at to af de hold, der hidtil har skuffet i Boxer Dameligaen, Team Tvis Holstebro og Viborg HK, har sikret sig adgang til semifinalerne i Santander Cup.

/ritzau/