Team Saxo Bank har en klar plan b

I udgangspunktet er hierarkiet på Saxo-Tinkoff urokkeligt under Tour de France, hvor alle kører for holdets spanske stjerne Alberto Contador.

Men det franske cykelløb kan være drilsk. Og skulle det uheldige ske, at Contador styrter eller har en dårlig dag, så han mister chancen for samlet sejr, så har Bjarne Riis flere ryttere, der kan køre efter en topplacering.

En af dem er Nicolas Roche, som tidligere er sluttet på 12.-pladsen i løbet.

Den irske rytter fortæller imidlertid, at det bliver Roman Kreuziger, der overtager kaptajnrollen, hvis den spanske holdkonge må abdicere.

- Jeg har ikke rigtig lyst til at tale om den situation, for jeg håber ikke, at det kommer til at ske. Skulle det alligevel ske, så mener jeg, at Roman Kreuziger er vores næstbedste kort, siger Nicolas Roche.

Roman Kreuziger er tidligere blevet nummer otte og ni i Tour de France - det ligger dog tre år tilbage.

Den et år ældre Roche blev nummer 12 i sidste års Tour, og ireren har også tilrettelagt sin sæson med henblik på det franske etapeløb.

- Det har været mit mål at komme her i topform. Touren har været mit hovedmål.

- Når det er sagt, så havde jeg også håbet på en bedre start på sæsonen. Jeg har arbejdet meget, meget hårdt hen over vinteren. Jeg følte mig flyvende i de første par løb.

- Men efter Paris-Nice gik det ned ad bakke for mig. Måske var det overtræning. Måske trænede jeg for hårdt hen over vinteren. Måske skulle jeg have taget en løbspause.

- Den pause tog jeg først senere efter klassikerne, og nu føler jeg mig klar, så jeg kan levere, når holdet har brug for mig i Tour de France, siger Nicolas Roche.

Nicolas Roche er født i Frankrig og søn af den tidligere Tour-vinder Stephen Roche.

/ritzau/

 

Dagens Gossip