Team Saxo-Tinkoff frygter for Contador

Godt nok kunne sportsdirektør Phillippe Mauduit afvise, at der var røget et kraveben på Alberto Contador, men det voldsomme styrt få kilometer fra mål på 1. etape, kan alligevel vise sig at være mere alvorligt end som så.

Den spanske rytter var medtaget, da han kom i mål med trøjen revet op på venstre skulder efter en hård tur i asfalten. Og derfor er der bange anelser på det danske hold.

- Han er ok nu, hvor han er varm. Men det kan blive en hård nat, og han kan være meget stiv i kroppen i morgen, lød det fra den franske sportsdirektør, der sidder ved rattet i Bjarne Riis' fravær.

Selv om Contador styrtede langt inden de tre kilometer før mål, som normalt indleder den neutrale zone, hvor eventuelle tidstab på grund af uheld elimineres, valgte løbsledelsen at give alle ryttere samme tid.

De fuldkommen kaotiske tilstande forinden, hvor Oricas bus sad fast på målstregen, var mere end rigeligt til at træffe den beslutning.Også Peter Sagan og Ryder Hesjedal styrtede på dagens etape, som blev vundet af tyskeren Marcel Kittel.

 

 

 

Dagens Gossip