Team Sky ansætter Dan Frost som sportsdirektør

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Cykelsportens absolutte mastodont - Team Sky - får nyt dansk islæt i 2014.

Carsten Jeppesen er allerede ansat som teknisk direktør og en del af ledelsen, og nu får holdet også en dansk sportsdirektør i skikkelse af Dan Frost.

Tidligere på efteråret blev Frost opsagt af Saxo-Tinkoff-holdet med Bjarne Riis i spidsen. Den fyreseddel kom så sent på året, at han havde indstillet sig på at skulle finde alternativt arbejde i 2014 og så håbe på et nyt job som sportsdirektør i 2015.

Men pludselig opstod et hul på Team Sky, der også skifter ud i staben. Ud ryger Marcus Ljungqvist. Og så blev der plads til den erfarne dansker, der bliver en af tre sportsdirektører i 2014.

Kollegerne bliver Servais Knaven fra Holland og franske Nicolas Portal.

- Det er super dejligt. Jeg var sent ude og havde fundet noget alternativt i forhold til næste år. Det må jeg nu sige nej til, selv om det var spændende, men det er det her, jeg brænder mest for, siger Dan Frost til Ritzau.

52-årige Frost er den mest erfarne af Team Skys sportsdirektører næste år, men alligevel er det planen, at Nicolas Portal styrer Tour de France-holdet igen til sommer, efter succes og sejr til Chris Froome i 2013.

- Jeg springer Touren over denne gang. Nicolas fik jo sit gennembrud som sportsdirektør i Touren i år, og det setup vil de gerne fortsætte med. Planen for mig er lige nu Paris-Nice, de spanske etapeløb, Giro d'Italia og Vueltaen, siger Dan Frost.

- De skal jo også lige se mig i aktion. Og omvendt. I første omgang har vi lavet en etårig kontrakt, så begge parter kan se, hvordan det går.

Etapeløb er det, der kommer til at fylde mest i danskerens kalender. Og han glæder sig til det store setup, det økonomisk stærke hold har. Til at lære - og til at lære fra sig.

- Det er jo Formel 1-spidsen, man kommer op til. Jeg skal være med til at udvikle mig selv og holdet. Det håber jeg, jeg kan leve op til.

Og forventningerne fra Skys side er store. Til rytterne. Og til alle andre.

- De har store målsætninger. Touren skal vindes, og mange andre løb skal vindes. Barrieren er sat højt, og de vil havde flere og flere sejre.

- Det stiller også store krav til mig, så jeg skal oppe mig. Men jeg glæder mig til at være med til at skubbe holdet frem.

Danskeren har allerede mødt ryttere, ledelse og ansatte på en træningslejr på Mallorca. Han blev taget godt imod og glæder sig til de første løb i februar.

Han skal arbejde tæt sammen med gruppen af trænere på Sky, der blandt andre tæller den tidligere Riis-rytter, Kurt-Asle Arvesen.

- Der er trænere ansat, som følger rytterne meget tættere, end jeg har oplevet muligt tidligere. De følger minutiøst med i, hvornår en rytter er træt og hvornår, han skal skubbes lidt mere.

- Det er professionelt ud til fingerspidserne, og der er tænkt over selv de mindste detaljer. Jeg glæder mig til at være en del af det.

- Men min rolle bliver ikke så meget anderledes end tidligere. Det er primært løbene, jeg skal fokusere på, siger Dan Frost.

/ritzau/