Team Tvis' CL-drøm smadret på ni minutter

Tallet ni er åbenbart ikke forbundet med held og lykke i dansk kvindehåndbold. 'Ni' var i hvert fald både involveret i Viborg HKs og Team Tvis Holstebros nederlag til rumænske Baia Mare i weekendens Champions League-kvalifikation.

Lørdag tabte Viborg-kvinderne semifinalen i CL-kvalifikationen til Baia Mare, da rumænerne scorede sejrsmålet ni sekunder før ti i kampen. Og i søndagens kvalifikations-finale, hvor Baia Mare mødte endnu et dansk hold, Team Tvis Holstebro, var ni-tallet endnu mere i centrum.

Det tog nemlig kun ni minutter, før kampen reelt var afgjort. Her førte Baia Mare 9-0.

Der var på forhånd lagt op til en duel mellem rumænernes fysik og danskernes tempo, og den duel faldt ensidigt ud til fordel for Baia Mare, der i dén grad moste deres danske modstandere i et solidt forsvar.

Det skal dog også med i forklaringen, at Team Tvis-spillerne over en bred kam lavede alt for mange offensive fejl i den indledende fase, hvor drømmen om to danske hold i Champions League blev forvandlet til et mareridt for Team Tvis.

Resten af opgøret, der blev spillet foran godt 2000 ellevilde rumænere i Baia Mare, hvor hjemmeholdet havde fået tildelt værtskabet for Champions League-kvalifikationen, blev en noget mere lige forestilling, men med den klare føring fra kampens start var det naturligvis intet problem for rumænerne at vinde 36-23 og sikre en plads i Champions League-gruppespillet.

Her vil Danmark nu kun være repræsenteret hos kvinderne af FC Midtjylland, der er direkte kvalificeret som dansk mester.

Dagens Gossip