Team Tvis fastholder jordforbindelse midt i glædesrus

Skrevet af admin

21/12/2015

Mest læste i dag

- Det er rigtig sjovt at være Tvis-spiller lige nu.

Peter Ballings eufori er helt naturlig. Mandag aften var han en del af Team Tvis Holstebro-holdet, der med 28-26 over Sønderjyske tog den niende ligasejr på stribe og nu er alene i spidsen for herrernes håndliga.

- Vi har faktisk ikke spillet prangende i de seneste tre kampe, men har alligevel vundet. Det vidner om, at vi tror på os selv. Vi bevarer roen, selv når det ikke fungerer, forklarer Balling om succesen.

Det kan kun ærgre ham, at turneringen snart holder pause på grund af EM i Polen.

- Vi har ikke lyst til at holde pause, men nu har vi lige en kamp tilbage, og så må vi bare nyde førstepladsen, lyder det fra Peter Balling.

Han scorede syv gange i mandagens sejr, men blev overgået af den svenske playmaker Jonas Larholm, der fandt vej til nettet 11 gange.

- Jeg varierede mine skud godt og havde god fart i dag. Vi er inde i en god periode. Vi spiller med selvtillid og arbejder hårdt, siger Larholm.

Tvis har 26 point for 17 kampe, mens Skjern på andenpladsen har 24. Derefter følger Bjerringbro-Silkeborg, KIF Kolding København og Århus alle med 22 point.

Ud fra jævnbyrdigheden tør Larholm ikke spå om potentialet i holdet for denne sæson.

- Der er mange gode hold, og det er meget tæt. Men vi har gang i noget godt, og det skal vi forsøge at holde fast i, siger Larholm.

Træner Patrick Westerholm vil ikke lægge det store i holdets øjeblikkelige førsteplads.

- Taber vi to i træk, kan vi være nede på femtepladsen. Alt bliver alligevel afgjort i slutspillet, vurderer Westerholm, der dog glædes over den aktuelle succes.

- Vi begynder at finde god balance til at bringe spillerne i de rette positioner angrebsmæssigt, og vi har et godt fundament, siger træneren.

Han havde gerne set sit hold lukke kampen tidligere, men i stedet måtte han se Sønderjyske komme tilbage og reducere til 25-26.

- Vi dækkede godt op i første halvleg, hvor vi kunne have ført større. I anden halvleg steppede Sønderjyske op og udnyttede, at vi var uskarpe i forsvaret, siger Westerholm.

Tvis slutter året af med hjemmekampen mod Mors-Thy 28. december.

/ritzau/