Team Tvis giver Silkeborg-Voel gigantlussing i pokalen

Skrevet af admin

29/09/2015

Dagens topnyheder

Det endte som en ydmygelse af dimensioner, da håndboldklubben Silkeborg-Voel KFUM tirsdag aften tog imod Team Tvis Holstebro i kvartfinalen i kvindernes pokalturnering, Santander Cup.

Gæsterne vandt en kæmpesejr på 33-16 anført af Jette Hansen, der før denne sæson skiftede til Team Tvis Holstebro fra netop Silkeborg-Voel.

Storskytten hamrede i alt ni mål ind mod sin tidligere klub, så Jette Hansen endte som kampens topscorer.

Rikke Iversen lavede fire mål for hjemmeholdet.

Al spænding om udfaldet var elimineret ved pausen, hvor det gæstende hold førte 20-8.

Team Tvis Holstebro har ellers haft store problemer i sæsonen hidtil i Boxer Dameligaen.

Holdet, der mistede landsholdsfløjen Ann Grete Nørgaard til Viborg HK før sæsonstarten, har kun to point efter de første fire kampe i ligaen.

For nylig blev landsholdsspilleren Lærke Møller desuden alvorligt skadet, og hun er ude i resten af sæsonen.

Silkeborg-Voel er derimod kommet udmærket fra start i ligaen med fem point efter fire kampe, men det hjalp altså ikke holdet i pokalkampen.

/ritzau/