Team Tvis Holstebro sikrer sig 23-årig brasilianer

Den 23-årige brasilianske back Karoline Helena De Souza spiller i næste sæson i Team Tvis Holstebro (TTH). Hun kommer til fra østrigske Hypo Niederösterreich.

- Vi får en spiller, der kan optræde på begge backs, men som især er tiltænkt en rolle på højre back. Med sine 181 centimeter er hun en spiller, der kan stige op og skyde fra 10 meter, og hun kan desuden dække i midterforsvaret, hvor vi går fra at have to spillere, der kan det, til at have fem, siger TTH’s cheftræner Niels Agesen, der glæder sig over sin nye spiller.

Karoline Helena De Souza glæder sig meget til at komme til TTH, og hun ser frem til at kunne udvikle sit spil i en stærk liga.

- Jeg mener, at TTH er det helt rigtige for mig. Der er tale om et meget stærkt hold i en rivende udvikling, et hold der kan nå store resultater. Jeg ved, at klubben er god til at sørge for den enkelte spillers udvikling, og det er noget der har været afgørende for mit valg, siger hun.

Dagens Gossip