Team Tvis Holstebro vil anke udelukkelse

Team Tvis Holstebros håndboldkvinder er blevet smidt ud af pokalturneringen for at have brugt to spillere ulovligt. Det meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF) torsdag aften, efter at forbundets disciplinærudvalg har behandlet sagen.

Ud over udelukkelsen skal klubben betale en bøde på 10.000 kroner og omkostningerne i sagen, der har sit udspring i klubbens ottendedelsfinale mod Hadsten HK i pokalturneringen 1. september. Ifølge forbundet havde Holstebro-spillerne Sara Hald og Louise Bager Due ikke fået godkendt deres kontrakter af DHF, da de deltog i kampen.

Team Tvis Holstebro, der vandt kampen 34-20, bliver dømt som tabere af kampen, hvilket betyder, at det bliver Hadsten, der skal spille kvartfinale mod Vejen. Team Tvis Holstebro har nu 14 dage til at anke kendelsen.

Og det vil klubben gøre, meddeler den på sin hjemmeside:

- Afgørelsen er i vores øjne forkert og vil blive appelleret, idet disciplinærudvalget konsekvent ikke har taget stilling til de tungtvejende argumenter i sagen, siger direktør Jacob Jørgensen og fortsætter:

- Vi har en rigtig god sag og rettet os efter den rådgivning vi har fået fra DHF, desværre må vi erkende, at DHF ikke vedkender sig deres ansvar, men vasker hænder på bekostning af Team Tvis Holstebro og ikke mindst vores spillere, hvilket ikke blot er uheldigt men os unfair og helt uforståeligt, siger Jacob Jørgensen.

- Vi vil derfor gå langt i denne sag, så såvel den almene retfærdighed såvel som den sportslige kan ske fyldest, siger Jacob Jørgensen og kommer på klubbens hjemmeside med flere eksempler på, hvor han mener, forbundet har fejlet i sagen::

- En spiller hos Team Tvis Holstebro sidste år i nøjagtig samme situation var spilleberettiget, hvilket DHF i deres høringssvar til disciplinærudvalget har bekræftet. Vi har handlet på baggrund af DHFs rådgivning i ovennævnte tilfælde, som danner præcedens for fortolkningen af DHF's kontraktreglement, siger Jørgensen.

Indtil ankesagen er afgjort, vil pokalkvartfinalen mellem Vejen og Hadsten ikke blive spillet.

Dagens Gossip