Team Tvis Holstebros forsvarsgeneral stopper karrieren

Skrevet af admin

23/04/2016

Mest læste i dag

Når sæsonens sidste fløjt lyder for Team Tvis Holstebros håndboldherrer, stopper forsvarsprofilen Anders Oechsler karrieren.

I stedet kaster den tidligere landsholdsspiller sig over en civil karriere som ejendomsmægler. Han kalder selv beslutningen for svær.

- Kroppen og lysten til håndbold har det fint, men jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg ikke orker at starte forfra i en ny klub.

- Jeg ville gerne være fortsat i Team Tvis Holstebro, men klubben ville noget andet, hvilket jeg selvfølgelig respekterer, siger Anders Oechsler til klubbens hjemmeside.

Anders Oechsler betegner sit forsvarsspil i denne sæson som noget af karrierens bedste, og han understreger, at han på ingen måde er gået på pension endnu.

- Jeg vil slutte med DM-guld - selvfølgelig, lyder det.

Team Tvis-formand Jørgen Hansen kaster rosende ord efter Anders Oechsler, men uddyber ikke, hvorfor det er mislykkedes at blive enige om en forlængelse af kontrakten.

- Anders har været en vigtig brik i forhold til, hvor vi står nu med vores herrehold.

- Der er tale om en topprofessionel spiller, der rent defensivt har været et samlingspunkt for Team Tvis Holstebro, og vi ønsker ham held og lykke i den civile karriere, siger Jørgen Hansen.

Team Tvis styrer direkte mod en semifinale i slutspillet med seks point efter de første to kampe i gruppe A.

Tirsdag aften skal Team Tvis på en svær opgave ude mod Skjern, som blot er noteret for et point på fjerde- og sidstepladsen i gruppen.

Sønderjyske og Bjerringbro-Silkeborg har to point på henholdsvis anden- og tredjepladsen. De to bedste hold går videre til semifinalerne.

/ritzau/