Team Tvis skal møde FCM-kanonføde i Cup Winners Cup

Skrevet af admin

24/11/2015

Dagens topnyheder

Et tidligere storhold i europæisk håndbold blev modstanderen for Team Tvis Holstebro, da Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) tirsdag trak lod til 1/8-finalerne i Cup Winners Cup.

Det danske hold skal møde østrigske Hypo, som tidligere i denne sæson har været i aktion mod et dansk hold.

Hypo var med i Champions League-gruppespillet, hvor holdet tabte alle seks kampe, herunder 21-33 ude og 27-33 hjemme til FCM Håndbold.

Med sidstepladsen blev Hypo overført til Cup Winners Cup, mens FCM Håndbold avancerede til hovedrunden i Champions League fra en tredjeplads.

Viborg HK er også med i Cup Winners Cup, og det danske hold trak norske Glassverket.

I EHF Cuppen er der fortsat tre danske hold med.

HC Odense skal møde norske Tertnes, mens Silkeborg-Voel KFUM skal spille mod H 65 Höörs Handbollsklubb fra Sverige.

Endelig skal Randers HK møde franske Nimes.

Kampene bliver spillet i januar næste år.

/ritzau/