Team Tvis-træner: Vi vil konsolidere os i toppen

Skrevet af admin

18/02/2016

Mest læste i dag

Det blev en god onsdag aften i Skive for Team Tvis Holstebros håndboldherrer, som vandt en storsejr og nu vil forsøge at ende så højt som muligt i tabellen.

Sådan lyder det fra Tvis-træner Patrick Westerholm efter den overbevisende 32-22-sejr over Skive i Boxer Herreligaen.

Tvis er nummer et og ligger lunt i svinget i forhold til en topplacering i ligaen, men Westerholm løfter ikke armene alt for højt op.

- Man kan sige, vi er i gang med at forsøge at konsolidere os i forhold til, hvilken plads vi kan slutte grundspillet på.

- Og selvfølgelig går vi efter at ende så højt som muligt. Men der er mange om buddet, og meget kan ske endnu, siger Westerholm til klubbens hjemmeside.

Skive var godt med i begyndelsen af onsdagens kamp, men så hævede Team Tvis niveauet og trak fra.

- Det tog lidt tid, før vi kom i gang i første halvleg, men vi fik slået et lille hul til sidst.

- Vi kom til at stå lidt for langt fra hinanden i vores forsvar, og det fik vi rettet til anden halvleg, hvor vi spillede helt fantastisk og hurtigt fik gjort det til en formssag, hvem der vandt.

- Som kampen udviklede sig, fik vi mulighed for at spare en række spillere og samtidig give en masse kamptræning til andre, og ret meget mere kan man ikke forlange, siger Westerholm.

Han mener i øvrigt, at Sigurbergur Sveinsson spillede sin hidtil bedste kamp i Tvis-trøjen.

Team Tvis fører rækken med 30 point efter 20 kampe. Bjerringbro-Silkeborg (BSV), som onsdag skuffende kun spillede 28-28 hjemme mod Skanderborg, har 27 point på andenpladsen.

/ritzau/