Teaterstole for fire millioner kroner i gave

Skrevet af Elo Christoffersen

02/10/2012

Dagens topnyheder

 

1509 nye røde og bløde teaterstole i Aalborghallen i Aalborg Kongres & Kultur Center bærer navnet "Primo Aalborg" og er i sin grundform enkel med en snert af gamle dage og med komforten i top.   Stolene, der er finansieret af en gave på godt fire millioner kroner af Købmand Herman Sallings Fond, blev mandag overdraget af enkefru Karin Salling ved en lille reception foran de smukke nye stole.   Stolene fuldender den 5-årige renovering af Aalborg Kongres & Kultur Center, og er et skulderklap til Nordjyllands store kulturhus i 60 års jubilæumssæsonen.   Det er første gang fonden har støttet kulturlivet i Aalborg, og Karin Salling var meget fornøjet med sin oplevelse af både stole og balletforestilling, da hun ud på aftenen tog afsked med direktør Ernst Trillingsgaard og direktør for Salling i Aalborg, Michael Deleuran.   Stolene er produceret af Martela og stoffet er hentet hos Gabriel, der med base i Aalborg er en af Europas største leverandører af møbelstoffer.