Teenagepiger stjal bil: 15-årig sigtet for hash-kørsel

Skrevet af admin

02/01/2014

Dagens topnyheder

Tre teenagepiger blev kort før midnat onsdag stoppet af politiet i en bil, som de havde stjålet fra en institution i Esbjerg.

De tre piger på 13, 14 og 15 år var kørt cirka 15 kilometer til Bramming, da de blev opdaget af et vidne, fortæller vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Han ser bilen på en vej, hvor de forsøger at vende om. Det kan de ikke rigtig finde ud af, og han lægger mærke til, at de ser meget unge ud, så han ringede til os, siger Erik Lindholdt.

Da politiet nåede frem, havde pigerne fået vendt bilen og var på vej tilbage af samme vej. Den 15-årige pige sad bag rattet.

- Vi har taget blodprøver fra hende, og vi vurderer, at hun var påvirket af hash, siger vagtchefen.

Den 15-årige er blevet sigtet for brugstyveri af bilen, for at køre uden kørekort og for at køre under påvirkning.

De to yngste piger bor på den institution, hvorfra de tog bilen.

/ritzau/