Teenager dømt for at voldtage 14-årig

En 16-årig dreng er blevet dømt for at bedøve og voldtage en 14-årig pige i juli sidste år på en adresse i Hørve, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Sammen med to mindreårige drenge puttede han stoffer i pigens drink, så hun blev omtåget og hjælpeløs. Derefter havde de på skift samleje med pigen.

Den 16-årige blev tirsdag idømt en ungdomssanktion ved Retten i Holbæk og skal tilbringe de næste to år på en ungdomsinstitution. To af månederne skal han være på en lukket institution.

Han skal desuden betale den 14-årige pige en erstatning på 60.000 kroner.

Det er ifølge dagbladet Nordvestnyt ikke første gang, at den 16-årige dreng er indblandet i sexsager.

To kvinder på henholdsvis 35 og 41 år er tidligere blevet dømt for at have haft sex med ham, da han var under 15 år, og han har fået en erstatning på 25.000 kroner.

/ritzau/

 

Dagens Gossip