Teenager finder mulig vragrest fra MH370 i Mozambique

Skrevet af admin

11/03/2016

Dagens topnyheder

En sydafrikansk teenager har under en ferie i Mozambique fundet et stykke metal, der kan stamme fra det malaysiske passagerfly MH370, der forsvandt for to år siden på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.

Liam Lotter fortæller til lokale medier, at han fandt det tre meter lange metalstykke på en strand i Mozambique under en ferie tilbage i december, og at han tog det med hjem til Sydafrika.

Det var først, da det kom frem tidligere i denne måned, at en formodet vragrest fra MH370 var blevet fundet i Mozambique, at familien kontaktede myndighederne.

- Den civile luftfartsmyndighed i Sydafrika har arrangeret at hente metalstykket og derefter sende det til Australien for nærmere undersøgelser, oplyser talsmand Kabelo Ledwaba for de sydafrikanske luftfartsmyndigheder.

Nyheden om det seneste fund kommer blot få dage efter toårsdagen for flyets mystiske forsvinden 8. marts 2014.

Flyet med 239 passagerer og besætningsmedlemmer om bord ændrede af ukendte årsager kurs undervejs fra Kuala Lumpur mod Beijing, og efterforskere mener, at det styrtede ned i den sydlige del af Det Indiske Ocean, da det løb tør for brændstof.

På toårsdagen understregede Malaysias premierminister, Najib Razak, at myndighederne ikke har opgivet håbet om at finde vraget.

- Den pågående eftersøgning forventes afsluttet senere i år. Og vi har stadig forhåbning om, at MH370 vil blive fundet inden for de 120.000 kvadratkilometer, vi efterforsker, udtalte han ifølge nyhedsbureauet dpa.

I juli sidste år blev en vragdel fundet på den franske ø La Réunion i Det Indiske Ocean. Det viste sig senere, at den var en del af det savnede flys vinge.

/ritzau/AFP