Teenager fra Eritrea vinder VM i sit kun tredje maratonløb

Skrevet af admin

22/08/2015

Dagens topnyheder

VM i atletik i Beijing startede med en gedigen overraskelse, da mændenes maratonløb tidligt lørdag lokal tid blev afviklet.

Den kun 19-årige eritreaner Ghirmay Ghebreslassie satte alle konkurrenter til vægs og vandt løbet i tiden to timer, 12 minutter og 27 sekunder.

Det er første gang nogensinde, at en teenager vinder mændenes VM i maratonløb.

Etiopieren Yemane Tsegay vandt sølv i tiden 2.13,07, mens Solomon Mutai fra Uganda snuppede bronzen i 2.13,29.

Vindertiden var ikke specielt imponerende og cirka fem minutter fra Ghebreslassies egen personlige rekord fra Hamburg Marathon i maj.

Bemærkelsesværdigt nok var det kun den unge eritreaners tredje maratonløb i karrieren.

Han tog føringen i Beijings varme efter 36 kilometer og rystede kort tid efter Yemane Tsegay af sig. Dermed kunne han løbe alene ind på byens olympiske stadion fra 2012.

Det skete dog ikke uden dramatik, da han tydeligvis var i tvivl om, hvor langt han skulle løbe inde på selve stadionet.

Han fortsatte således et stykke vej efter at have passeret målstregen. Det samme gjorde flere andre deltagere.

Det kan skyldes, at det i forvejen var oplyst, at der skulle løbes 300 meter på Fuglereden, som arenaen bliver kaldt. I virkeligheden var det kun 90 meter.

Hverken verdensrekordindehaveren Dennis Kimetto, Wilson Kipsang eller den regerende verdensmester Stephen Kiprotich gjorde noget væsen af sig i løbet.

Kenya, der normalt er blandt de dominerede på maratondistancen, havde ingen løbere i top-ti.

/ritzau/