To teenagere anholdt for røveri mod pengetransport

Skrevet af admin

28/02/2014

Mest læste i dag

Politiet har anholdt to drenge på blot 16 og 17 år for et røveri mod en pengetransport i Ballerup fredag eftermiddag.

Røveriet skete ved Nordea i Hedeparken, hvor en mand rettede en pistol mod personalet på pengetransporten og forlangte at få en pengekasse udleveret.

Efter røveriet stak manden af i retning mod en haveforening, og vidner kunne efterfølgende fortælle, at to mænd gemte sig i en have.

- Så vi lagde en ring om haveforeningen og gennemsøgte den med hunde, fortæller vagtchef Ulrik Hove fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

- Kort efter blev de to så fundet, mens de lå og trykkede sig under en toiletbygning, fortsætter han.

I forbindelse med anholdelsen fandt politiet også den pengekasse, der var blevet røvet.

De to drenge fremstilles lørdag i grundlovsforhør.

/ritzau/