To teenagere dræbt under uro på Vestbredden

Skrevet af admin

26/07/2014

Dagens topnyheder

Israelske styrker har natten til lørdag skudt og dræbt to teenagere på Vestbredden, hvor palæstinensere protesterer mod Israels militære fremfærd mod Gazastriben.

Ifølge palæstinensiske sikkerhedskilder blev en 16-årig dreng dræbt under sammenstød i landsbyen Beit Fajar, der ligger syd for Betlehem. Fem andre blev såret.

En 18-årig mand døde under protester ved en kontrolpost i den nordlige del af Vestbredden.

Fredag mistede fem palæstinensere livet under forskellige optøjer på Vestbredden.

Vreden er steget markant blandt palæstinensere på Vestbredden, efter at over 800 primært civile palæstinensere er blevet dræbt siden 8. juli i Gazastriben som følge af Israels offensiv mod militante i området.

I Gaza ser det dog ud til at begge parter er gået med til lægge våbnene i Gazastriben for en stund.

En talsmand for Hamas-bevægelsen siger, at en våbenhvile på 12 timer begynder lørdag morgen.

Meldingen kommer efter, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge israelske og amerikanske embedsmænd skulle have sagt til USA's udenrigsminister, John Kerry, at de israelske soldater lørdag morgen vil indstille angrebene i 12 timer.

Hamas fortæller, at våbenhvilen går i gang klokken otte dansk tid, mens andre kilder taler om, at det vil ske en time tidligere.

/ritzau/AFP