Tejay van Garderen har fået nok af "Fantastic Four"

Skrevet af admin

13/07/2015

Dagens topnyheder

Chris Froome (Sky), Alberto Contador (Tinkoff-Saxo), Vincenzo Nibali (Astana) og Nairo Quintana (Movistar) er udskreget som favoritter i årets Tour de France, hvor de har fået tilnavnet "Fantastic Four" (De fantastiske fire).

Den vending er blevet brugt flittigt i medierne den seneste tid, og den øjeblikkelige toer, Tejay van Garderen (BMC), er efterhånden lidt træt af at høre om favoritterne.

- De fyre har tilnavnet som de fantastiske fire, hvilket er ved at blive lidt irriterende at høre på, lyder det fra BMC-kaptajnen ifølge AFP.

- Jeg føler mig ikke stødt over ikke at blive nævnt blandt dem, fordi alle rytterne blandt de fantastiske fire har vundet Grand Tours. Jeg har top fem-placeringer, men jeg mangler endnu at slutte på podiet eller at vinde en.

26-årige Van Garderen er blot 12 sekunder efter Chris Froome i den gule førertrøje, og selvom han er træt af at høre om de fire rivaler, så er han klar til at udfordre dem.

- Pressen kan skrive, hvad de vil, men det har ikke indflydelse på, hvad der kommer til at ske ude på vejene, lyder det fra BMC-rytteren.

Alberto Contador, som har vundet Tour de France i 2007 og 2009, er den nærmeste rival blandt de fantastiske fire til Chris Froome.

Den spanske Tinkoff-Saxo-rytter er godt et minut efter Froome i den samlede stilling.

/ritzau/