Tekstilarbejdere demonstrerer efter bygningskollaps i Bangladesh

Demonstranterne er også tekstilarbejdere, og de protesterer over de ringe og usikre arbejdsforhold, de lider under, og som var medvirkende til, at den otte etager høje bygning uden for hovedstaden Dhaka, der husede fem fabrikker, styrtede sammen onsdag morgen lokal tid.

Ifølge overlevende begyndte bygningen at revne tirsdag aften, hvilket fik politiet til at beordre en evakuering af de i alt omkring 3.000 arbejdere. De blev dog beordret tilbage til arbejdet igen af deres chefer, og bygningen styrtede så sammen onsdag morgen.

Redningsarbejdet står fortsat på, og indtil nu meldes om 273 dræbte, men antallet ventes at stige. Der er dog også lysglimt i katastrofen: Natten til fredag kunne redningsarbejde ifølge AFP hjælpe 45 overlevende ud af murbrokkerne og give nyt håb til de mange pårørende, der fortsat venter på at finde ud af, hvad der er sket med deres familiemedlemmer. Det har også været muligt at uddele vand og frugt til overlevende, som er fanget i den sammenstyrtede bygning, men som man endnu ikke har kunnet få ud.

Bygningskollapset uden for Dhaka er den seneste i en række ulykker i den bangladeshiske tekstilindustri, der producerer tøj til kendte mærker i Vesten. Tilbage i november kostede en eksplosion på en tekstilfabrik i landet 111 mennesker livet, og her forklarede overlevende efterfølgende, at nødudgangene blev holdt aflåst af ledelsen.

Vestlige tøjmærker som britiske Primark og spanske Mango har erkendt at have fået fremstillet tøj i fabrikker i den nu sammenstyrtede bygning, mens det ikke har været muligt for de amerikanske myndigheder at få af- eller bekræftet, om mærker fra USA har fået produceret tøj samme sted.

Dagens Gossip