Telebranchens tidligere plageånder er tilbage igen

Skrevet af admin

14/03/2016

Dagens topnyheder

To gamle iværksættere fra telebranchen er på spil igen, og de håber som i 00'erne at kunne blive en torn i øjet på de eksisterende spillere.

Det vil de med teleselskabet Plenti, der sammen med fri telefoni og data tilbyder kunder adgang til en stribe indholdstjenester.

Der er tale om Morten Strunge, der startede Onfone, og Peter Mægbæk, der stiftede Fullrate.

- Vi synes, at telemarkedet er gået i stå. Selskaberne roder rundt i pakker og tal, som ikke er særligt interessante. Det interessante er, hvilket indhold man kan give sine kunder.

- Vi vil kortslutte diskussionen om teknik og fokusere på indholdet, siger Peter Mægbæk.

Plenti vil give kunderne fri tale og data samt adgang til blandt andet Egmonts magasiner, Ekstra Bladets Ekstra-indhold, Tivoli og e-bogstjenesten Mofibo for 199 kroner om måneden.

Det er et produkt, der læner sig op ad Telmore Play, som TDC lancerede i 2014. Den tjeneste er blevet ganske populær og har ifølge TDC over 50.000 abonnenter.

- Vi er ikke Telmore Play. Vi vil kun have de bedste produkter med og ikke revl og krat, siger Peter Mægbæk.

Morten Strunge satte med Onfone, der startede i 2006, telemarkedet på den anden ende. Onfone tilbød pakkeløsninger og brugte store summer på markedsføring.

Det tiltrak mange kunder, men overskuddet udeblev. Alligevel købte TDC i 2011 Onfone for 313 millioner kroner.

Peter Mægbæk stiftede Fullrate, der ud fra en lavprismodel tiltrak sig mange internetkunder og blev solgt for angiveligt 400 millioner kroner til TDC i 2009.

Kunder i Plenti skal dog ikke regne med på samme måde at ende hos et større selskab på sigt.

- Denne her gang vil vi skabe et helt nyt marked med en ny position. Så der er ikke en målsætning om et salg. Vi vil drive dette her så langt som muligt og sætte en helt ny dagsorden i markedet, siger Peter Mægbæk.

Det skal ske med en større marketingkampagne, der starter i denne uge, og skal skaffe kunder i biksen.

- Der er god tid at løbe på. Morten og jeg har begge en solid økonomisk baggrund, og så har vi fået nogle stærke investorer ind, der vil være med til at udvikle virksomheden, siger Peter Mægbæk.

/ritzau/