Telefonfidus er pengeautomat for unge

Han tjente 50.000 kroner på en måned ved at købe iPhones på afbetaling og sælge dem videre med det samme. I dag skylder han teleselskaberne 70.000.

I foråret 2012 manglede 19-årige Johannes Nielsen penge til en rejse, men ingen banker ville give ham et lån. Derfor tænkte han kreativt. I løbet af april købte og solgte han 12 iPhone 4S mobiltelefoner. Han købte dem til en krone i butikkerne med det billigste abonnement og skrev under på en afdragsordning over to år.

Dagen efter solgte han dem videre langt under butiksprisen og tænkte ikke over, at det på sigt blev en underskudsforretning. For han manglede penge nu og her.

- Det er fuldstændig uoverskueligt og umuligt at finde rundt i alle de forskellige regninger, siger han til Newspaq.

I dag er Johannes Nielsen på kontanthjælp og har ikke råd til at betale lånene af. Og det er netop den fælde, som de unge ikke tænker over. Og det ryster Forbrugerrådets seniorøkonom.

- Det er en katastrofe. Det er ligegyldigt, hvor stort omfanget er. Det er en klar indikation af, at vi har et kæmpe problem. Gæld kan få store konsekvenser, og man er begrænset i mulighederne for at få et ordentligt liv, siger Morten Bruun Pedersen til Newspaq.

Teleselskaberne mener selv, at de har sikret sig mod Johannes Nielsens fidus. Både Telia og 3 fortæller, at de tjekker, om kunderne er registreret i RKI, inden de sælger dem en telefon på afbetaling.

Men det er en ringe trøst. Ifølge RKI kan der gå flere måneder, før man bliver registreret. Det skyldes en lang rykkerproces og muligheden for at klage. Derfor kan der gå længe, før typer som Johannes Nielsen mærker konsekvenserne.

I Forbrugerrådet mener økonomen, at det er vanskeligt at komme den slags fiduser til livs.

- Hvis folk vil låne penge, kan de gøre det alle mulige mystiske steder. Men det her er en af de mere kreative metoder, siger Morten Bruun Pedersen og sammenligner med begrænsningen af kviklån, der i sin tid gav flere rockerlån i stedet.

Johannes Nielsen hørte om fidusen til hurtige og lovlige penge gennem en kammerat. Siden han startede har flere af hans venner gjort det samme. En af dem har taget skridtet videre fra telefoner til iPads, computere og designermøbler. Det hele bliver købt på afbetaling og solgt videre, mens bunken af ubetalte regninger fylder postkassen.

Søger man efter iPhone 5 på Den Blå Avis er listen med spritnye telefoner med ubrudt emballage, gyldig kvittering og to års garanti lang. Newspaq har kontaktet tre af annoncørerne. Alle har hørt om mobil-fidusen til hurtige penge, men ingen ønsker at medvirke i artiklen.

I dag står der 50.000 unge i registret for dårlige betalere. For at sikre at flere unge får et fornuftigt forhold til økonomi, anbefaler Forbrugerrådet, at privatøkonomi bliver en større del af undervisningen i folkeskolen. Derudover mener de, at man skal forsøge at få en begrænsning på lånemulighederne.

 

Dagens Gossip

Dagens TV