Telegigant anmeldt til politiet for reklamer

Har man skrevet sig på Robinsonlisten, må firmaer og organisationer ikke henvende sig til dig med adresserede reklamer, breve og e-mails. Og de må heller ikke ringe til dig.

Men en mand, der har været skrevet på listen i 10 år, fik alligevel adresseret reklame tilsendt fra teleselskabet Telenor. Og det har nu fået Forbrugerombudsmanden til at melde Telenor til politiet.

Robinsonlisten er den liste, det Centrale Personregister fører over forbrugere, der har frabedt sig markedsføringshenvendelser.

Den pågældende mand klagede i december sidste år til Forbrugerombudsmanden, fordi han blev ved med at få markedsføringsbreve fra teleselskabet.

Samtidig kunne manden dokumentere, at han både i 2010 og 2011 havde skrevet direkte til teleselskabet og frabedt sig markedsføring.

Telenors fremgangsmåde får nu forbrugerombudsmanden til at kalde "teleselskabets fremgangsmåde aggressiv, fordi teleselskabet trods forbrugerens protest vedblev at sende markedsføring", skriver han i en pressemeddelelse.

Og sagen er ikke en enlig svale. Flere forbrugere har klaget over selskabet.

Så allerede i september sidste år henvendte forbrugerombudsmanden sig til selskabet for at fortælle om reglerne i markedsføringsloven. Han oplyste også, at flere overtrædelser kunne medføre skrappere tiltag.

Telenor er blevet meldt til politiet for at overtræde markedsføringslovens paragraf tre, stk. to, om aggressiv markedsføring og paragraf seks, stk. tre, for at overtræde forbuddet mod direkte henvendelser med markedsføring til personer på Robinsonlisten.

Det er nu op til politiet at foretage den videre efterforskning i sagen, oplyser forbrugerombudsmanden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip