Telegigant byder ind med 100 nye akutjob

I løbet af det næste halve års tid vil der kunne blive skabt helt op til 100 akutjob i telekoncernen TDC. Det er et resultat af et samarbejde, som TDC har indgået om akutjob med Dansk Metals teleafdelinger.

- Vi har allerede opslået de første stillinger under akutjob på Beskæftigelsesministeriets jobdatabase, jobnet.dk.

- Forventningen er, at vi i det kommende halve år kan komme helt op på 100 stillinger, siger Miriam Igelsø Hvidt, der er koncerndirektør for HR i TDC.

Dansk Metals teleafdelinger organiserer telekoncernens administrative og tekniske medarbejdergrupper, og samarbejdet skal sikre maksimalt fokus på de såkaldte akutjob, når TDC skal ansætte nye medarbejdere.

- Det er klart, at det altid vil være kompetencerne hos den jobsøgende, der afgør, om man bliver ansat i sidste ende.

- Men gennem samarbejdet med Dansk Metals teleafdelinger ønsker vi at tage vores del af ansvaret som en af landets store arbejdspladser, siger Miriam Igelsø Hvidt.

TDC vil i de fremtidige jobopslag, hvor det overhovedet er relevant, opfordre ledige i målgruppen til at søge og lade det fremgå, at der er tale om akutjob.

Samarbejdet glæder Dansk Metal:

- Vi meget glade for, at en privat arbejdsgiver som TDC vil hjælpe os med at løfte opgaven med at få ledige medlemmer, som er ved at falde ud af dagpengesystemet, tilbage i job, siger John Schwartzbach, afdelingsformand i Dansk Metal, Tele Øst.

TDC forventer også at ansætte et antal ledige gennem jobrotationsordningen.

- Der er gennemført en modernisering af jobrotationsordningen, hvor den er gjort langt mere fleksibel og dermed relevant for os som virksomhed.

- Derfor forventer vi nu at tage de første tre ledige ind via jobrotationsordningen for at få nogle praktiske erfaringer, siger Miriam Igelsø Hvidt.

Jobrotationsordningen gør det muligt, at ledige ansættes som vikarer i forbindelse med, at andre medarbejdere efteruddanner sig.

/ritzau/

Dagens Gossip