Teleindustri modsætter sig aflytning uden retskendelse

Skrevet af admin

07/03/2015

Mest læste i dag

Regeringens forslag om at give Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) lov til at aflytte danske statsborgere i udlandet uden forudgående dommerkendelse mødes nu også af kritik fra Teleindustrien, skriver Politiken søndag.

I forvejen har juridiske eksperter og Dommerforeningen advaret kraftigt imod, at regeringen bryder med et fundamentalt princip i retsstaten.

Det vil ifølge direktør Jakob Willer ikke alene være en glidebane, men et afkald på det grundlæggende princip om, at indgreb i borgernes grundlovssikrede meddelelseshemmelighed alene sker med en retskendelse.

- Vi ved endnu ikke, hvad regeringen præcist forestiller sig. Men hvis man ændrer loven, så FE kan lave indgreb i meddelelseshemmeligheden uden retskendelse, er vi kritiske over for det, siger han til Politiken.

- Der er nogle principper, som vi på vegne af vore kunder gerne vil forsvare, siger Jakob Willer.

Regeringen lægger op til, at Forsvarets Efterretningstjeneste skal have beføjelser til at overvåge danske statsborgere uden uafhængig domstolskontrol, når de for eksempel drager mod Syrien eller Irak for at deltage i krigshandlinger.

Forslaget er et led i regeringens indsats for at dæmme op for truslen imod Danmarks sikkerhed.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) har tidligere over for Ritzau understreget, at Hvis FE bruger den nye mulighed, skal den godkendes af chefen for FE.

Samtidig skal FE i hvert enkelt tilfælde, hvor man bruger beføjelsen, orientere tilsynet med efterretningstjenesterne, der har en landsdommer som formand.

Ifølge den juridiske tænketank Justitia vil regeringens forslag give FE videre beføjelser end tjenestens amerikanske kolleger i NSA og i britiske GCHQ.

/ritzau/