Teleindustri: Skatterabat får ikke landområder på nettet

Skrevet af admin

06/11/2015

Dagens topnyheder

Fra årsskiftet kan man trække udgiften til tilslutning til bredbånd fra i skat. Det er konsekvensen af den nye boligjobordning - også kaldet håndværkerfradrag - som regeringen er blevet enig med SF og Alternativet om fredag.

Men spørgsmålet er, hvor mange danskere, der vil reelt set vil få glæde af fradraget. Teleselskabernes brancheorganisation, Teleindustrien, tvivler på, at det vil være særlig mange.

- Det er fint, at man vil gøre noget, men hvis man tror, man hjælper udkantsområderne med det her, så tager man fejl, siger direktør Jakob Willer.

Problemet er, forklarer han, at der er områder af landet, hvor der slet ikke er lagt de nødvendige kabler ud, så borgerne kan blive sluttet til det hurtige internet.

- Det her initiativ hjælper ikke dem. Et fradrag til en slutbruger for at få etableret bredbånd kan kun bruges af dem, der faktisk kan få bredbånd, siger Jakob Willer.

Omvendt er formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, optimistisk. Han håber på, at skattefradraget vil skabe en større efterspørgsel efter hurtigt bredbånd, så det bedre vil kunne betale sig for selskaberne at investere i kabler og gravearbejde.

- Forhåbentlig kan det medvirke til, at der vil være flere, der efterspørger en hurtig bredbåndsforbindelse de steder i landet, siger Steffen Damsgaard.

- Jo flere, der efterspørger i et område, jo større er chancen for, at der bliver gravet ud til alle borgere.

Sidste år opgjorde Erhvervsstyrelsen, at 83 procent af alle boliger og virksomheder har adgang til højhastighedsinternet. Kortlægningen viser, at der er store geografiske forskelle på, hvor god bredbåndsdækningen er.

Det er især i Vestjylland, på Djursland, visse steder i Nordjylland og på dele af Sjælland, at der er problemer med bredbåndsdækningen.

Boligjobordningen er i sin nye form vurderet til at koste statskassen 400 millioner kroner. Ud over bredbånd kan man også få fradrag for energirenovering af sin bolig, ligesom der også gives et mindre fradrag til serviceydelser som børnepasning og rengøring.

/ritzau/