Telenor fyrer 138 i løbet af marts

Skrevet af Ann Katrine Warren

13/03/2013

Mest læste i dag

Inden udgangen af 2013 skal der være 13 procent færre ansatte i teleselskabet Telenor Danmark. De 138 af dem bliver præsenteret for en fyreseddel i løbet af marts måned.

Koncernen vil styrke sin position på det danske marked, og det rammer altså hårdt på medarbejdersiden. 

- Desværre må vi sige farvel til gode kolleger. Det er en beslutning, som er ekstremt svær at træffe, men den er nødvendig for at reducere vores omkostninger og gøre plads til nye kompetencer, som skal bidrage til at bære os igennem den transformation, vi har indledt, siger Telenor Danmarks administrerende direktør Marek Slacik i en pressemeddelelse.

Ud over fyringerne vil 150 stillinger ikke bliver genbesat i løbet af i år, og 38 stillinger vil blive outsourcet.

Til gengæld opretter Telenor cirka 50 nye stillinger for at sikre at have de rette kompetencer til at implementere den nye strategi, som går frem mod 2016.

Mark Slacik kalder forandringerne i Telenor Danmark for de mest omfattende i selskabet historie, hvor man for alvor vil sætte fokus på de eksisterende kunder.

- Indtil i dag har vi fokuseret på at få nye kunder for næsten enhver pris. Det laver vi om på nu. Vi skal i stedet tiltrække nye kunder ved at øge loyaliteten og tilfredsheden blandt vores to millioner eksisterende kunder, siger Marek Slacik.