Telenor mister 31.000 mobilkunder

Omsætningen voksede til gengæld med 9 procent fra første til andet kvartal, og der er tegn på, at indtjeningen pr. kunde er stabiliseret, sådan som alle teleselskaber arbejder ihærdigt på. Hvor en Telenor-mobilkunde i januar-marts i gennemsnit brugte 131 kroner om måneden, er beløbet i andet kvartal nu steget til 132 kroner.

Pres på både top- og bundlinien

Til gengæld er Telenors driftsresultat (EBITDA) på tre måneder gået 39 procent tilbage, nemlig fra 255 millioner danske kroner til 216 millioner, og indtjeningsmargenen er faldet fra 21 til 18 procent.

»Både top- og bundlinien er fortsat under pres i et hårdt marked. På positivsiden tæller, at vi ser tegn på, at indtjeningen pr. kunde stabiliserer sig, og at vores mobilnetværk bliver markant bedre. Så vi er på rette vej, men det bliver et langt, sejt træk, før vi er der, hvor vi gerne vil være,« siger tjekkiskfødte Marek Slacik, administrerende direktør for Telenor Denmark.

Han overtog 1. september 2012 overtog topchefstolen i Telenor Danmark efter flere år hos Telenor i Serbien.

Blandt verdens ti største

Telenor i Danmark har nu 1.896.000 mobilkunder og 301.000 fastnetkunder.

Telenor hører ligesom sin svensk-finske konkurrent Telia til blandt verdens ti største mobilselskaber. Telia er Nordens største teleselskab men nummer tre i Danmark, hvor Telenor er både Nordens og Danmarks nummer to.

Telenor overtog i juni 2000 mobilselskabet Sonofon og i maj 2005 internetleverandøren Cybercity, som begge i juni 2009 tog moderselskabets navn. Telenor ejer også lavprismobilselskaberne CBB og Bibob, som i 2011 blev slået sammen men fortsætter under de to varemærker. Telenor ejer også TV-udbyderen Canal Digital, som dog aflægger selvstændigt regnskab.

Telia vinder kunder og penge

Svensk-finske Telia, som aflagde regnskab for en uge siden, hentede i april-juni 16.000 flere mobilkunder og rundede 1.476.000 samt 1.000 flere bredbåndskunder og nåede 77.000.

Mobilomsætningen gik to procent tilbage, bl.a. forårsaget af lavere afgifter mellem teleselskaberne, når kunderne ringer på tværs, og lavere salg af telefoner og andet udstyr. Til gengæld steg driftsresultatet (EBITDA) med 17 procent til 146 millioner svenske kroner (Telia opgiver ikke tal i danske kroner), fordi det er lykkedes Telia at få de faste kunder til at bruge flere penge, og indtjeningsmargenen voksede fra 12,5 procent i januar-marts til 14,6 procent. Telias mobilkunders månedforbrug voksede fra 240 til 258 minutter, men indtjeningen pr. kunde faldt fra 160 til 157 kroner - en tendens, som alle teleselskaberne har kendt gennem flere år.

Mobilnet i Danmark samles

Telias og Telenors sammenlægning af deres mobilnet i Danmark koster lige nu selskaberne penge, som de dog forventer at kunne hente hjem igen, så snart nettene er slået helt sammen.

TDC, som er Danmarks største teleselskab, kommer først med regnskab 7. august.

Telenor blev oprettet af den norske stat i 1855 som Telegrafverket. Navnet Telenor blev indført i koncernen i 1995.

Dagens Gossip

Dagens TV