Teleselskaber afviser at blokere ekstreme hjemmesider

Skrevet af admin

05/06/2016

Mest læste i dag

Som led i en ny indsats mod ekstremisme på internettet lægger justitsminister Søren Pind (V) op til, at teleselskaber skal gå med til at blokere hjemmesider med ekstremistisk indhold - også selv om der ikke foreligger en dommerkendelse.

Men den idé kan han godt glemme, fastslår Jakob Willer, der er direktør i teleselskabernes branchesamarbejde, Teleindustrien.

- Hvis der er en dommerkendelse, så blokerer vi for den hjemmeside.

- Men vi vil ikke gøre det uden en dommerkendelse, for vi skal passe på, at vi ikke går på kompromis med vores retssamfund. Det skal være en dommer, der vurderer, hvad der er ekstremistisk, lyder det fra direktøren.

Han understreger, at det er positivt, at Søren Pind ikke lægger op til, at sider skal kunne blokeres uden dommertilladelse. Men det kommer altså heller ikke til at ske frivilligt.

- For hvad bliver så det næste? Skal vi så også blokere for de steder, hvor der sker alle mulige andre former for kriminalitet?

Som det fungerer i dag, er det kun hjemmesider med indhold, hvor børn bliver krænket seksuelt, som teleselskaberne selv går med til at blokere uden dommerkendelse.

- Når det drejer sig om seksuelle krænkelser af børn, så har vi et samarbejde med politiet og Red Barnet, hvor de konstaterer, at der er materiale, hvor børn bliver krænket. Og de sider blokerer vi, fordi det er et helt særligt område, siger Jakob Willer.

Hos It-Politisk Forening mener man, at justitsministerens forslag er en total politisk ansvarsfraskrivelse. Det siger foreningens formand, Jesper Lund.

- Justitsministeren vil ikke påtage sig et ansvar for at bestemme, hvilke hjemmesider der skal være ulovlige. I stedet forestiller han sig, at man bag lukkede døre kan lave en liste over hjemmesider, der skal blokeres, lyder det formanden.

Han påpeger i øvrigt, at en ny EU-lov om netneutralitet gør eventuel blokering ulovligt.

- Så ud over at internetudbyderne ikke vil blokere for hjemmesiderne - hvilket er meget positivt - så må de rent faktisk heller ikke gøre det, siger Jesper Lund.

Regeringens forslag er sat i verden for at gøre det nemmere at blokere hjemmesider, at dømme personer for at sprede propaganda og så skal et såkaldt digitalt agentkorps på sociale medier svare igen på ekstreme budskaber.

/ritzau/