Teleselskabet 3 kaprer 26.000 nye danske kunder

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Teleselskabet 3 har fået 26.000 nye kunder ind i folden i de tre første måneder af året, hvor selskabet samtidig har øget indtjeningen en anelse.

Det viser regnskabet fra det svenske selskab Investor AB, der ejer 40 procent af aktierne i 3, skriver Ritzau Finans.

3's omsætning steg i årets første tre måneder til lige over en milliard kroner, hvilket er knap 300 millioner kroner højere end samme periode året før.

Samtidig steg driftsoverskuddet før skat, renter samt af- og nedskrivninger med fem millioner kroner til 151 millioner kroner. Overskudsgraden er dog nede på 14 procent - et fald på seks procentpoint set over et år.

Teleselskabet har nu 1,2 millioner kunder i Danmark. 3 er det andet af de fire store teleselskaber, som kæmper om de danske mobilkunder, der er klar til at aflægge regnskab for første kvartal.

Onsdag kom Telia med tal for årets første tre måneder, hvor selskabet i Danmark havde mistet 4000 mobilkunder, mens driftsoverskuddet før særlige poster, skat, renter samt af- og nedskrivninger faldt med 11,3 procent til 137 millioner svenske kroner.

Omsætningen faldt med 1,7 procent til 1397 millioner svenske kroner.

Telenor kommer med regnskab 27. april, mens TDC offentliggør tal 4. maj.

/ritzau/