Tempelpanik i Indien dræber mindst 10 pilgrimme

Mindst 10 pilgrimme meldes omkommet, efter at der udbrød panik ved et tempel i Indien, skriver The Times of India.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er henholdsvis fem mænd og fem kvinder blandt de dræbte.

- Panik brød ud tidligt i morges, og fem mænd og fem kvinder er omkommet, siger embedsmand Vinay Singh til AFP.

Tragedien fandt sted mandag morgen lokal tid ved et tempel i det centrale Indien, da et reb sat op for at føre tusinder af hindupilgrimme op ad en bakke til et helligt tempel gav efter. Det skabte panik blandt de mange mennesker, og ud over de døde rapporteres der ifølge nyhedsbureauet AFP om op mod 60 kvæstede.

Situationen blev forværret af, at en religiøs handling, hvor man ligger ned, blev udført samtidig.

- Familie og venner hjælper de hengivne med at rulle ned. Nogle af de pilgrimme, der gik langs stien, faldt, og det udløste panikken, siger politiinspektør Pawan Srivastava til The Times of India.

- Vi fik oplysninger om situationen klokken 05.30 og sendte med det samme redningshold af sted, siger han.

I oktober sidste år blev 115 pilgrimme dræbt, mens 100 kom til skade i en lignende episode. Her udbrød der panik ved et tempel i Datia-distriktet.

/ritzau/

Dagens Gossip