Temperaturen sætter vild rekord i Storbritannien

Skrevet af admin

31/12/2015

Dagens topnyheder

Briterne har haft fuglefløjt og forårstemperaturer i årets sidste måned, som er den varmeste december, der nogensinde er målt i Storbritannien.

Gennemsnitstemperaturen for december 2015 er 8,0 grader celsius, oplyser det britiske meteorologiske institut, Met Office.

Det er markant højere end den tidligere rekord, der var 6,9 grader celsius og fra 1934.

Man begyndte at måle og registrere temperaturer i 1910.

De rekordhøje temperaturer bliver målt på et tidspunkt, hvor Storbritannien oplever de værste oversvømmelser i årtier.

I dele af kongeriget har vandmasserne været så voldsomme, at huse er revet væk med floder, og tusindvis af mennesker har været uden strøm i Skotland.

Også USA har været ramt af store oversvømmelser og tornadoer, som har kostet omkring 50 mennesker livet i julen.

2015 har generelt været et år med ekstremt vejr på store dele af kloden.

Et kraftigt lavtrykssystem over den nordlige del af Atlanterhavet har betydet, at temperaturen ved Nordpolen er nået op på to grader celsius, hvilket er omkring 20 grader over det normale niveau for denne årstid.

Det er ifølge meteorologer for tidligt at sige, om årets høje temperaturer har sammenhæng med den globale opvarmning.

Derimod forklarer forskere det ekstreme vejr med, at det tilbagevendende vejrfænomen El Niño har været særlig stærk i år. Der er typisk fire til syv år mellem El Niño-år.

Det er generelt varmere de år, hvor kloden rammes af El Niño.

/ritzau/AFP