Tendensen fortsætter: Oktober slutter tørt og pænt

Skrevet af admin

26/10/2015

Dagens topnyheder

Regn og rusk har kun været flygtige bekendtskaber i oktober, og sådan ser det ud til at fortsætte.

I ugen op til månedsskiftet peger prognoserne på pænt og tørt vejr, der ikke ligefrem rimer på barsk, dansk efterår.

- Det bliver en fin afslutning på en fin måned på den måde forstået, at vi er blevet begunstiget af pænt vejr, hvor det har været relativt tørt, og der har været ganske pænt med sol, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog hos DMI.

- Hvis man har en have, som man ikke har haft tid til at være så meget i, kan man sagtens komme ud i den og lave lidt arbejde i denne uge, fortsætter han.

Temperaturerne kommer til at ligge i den kategori, hvor man ikke kan definere vejret som lunt, men heller ikke rigtig køligt, og hvor det er for varmt til den tykke vinterfrakke og for koldt til en tynd efterårsjakke.

Generelt kan man regne med temperaturer om dagen på over ti grader, mens det om natten vil være mellem to og fem grader varmt. Dermed må nattefrosten fortsat vente lidt endnu med at blive fast inventar.

Indtil videre har oktober blot budt på to nætter med frost ifølge Frank Nielsens umiddelbare hukommelse. Den ene var natten til mandag, hvor der i Billund kortvarigt blev målt minus 0,1 grad.

Mandag, tirsdag og onsdag kommer vejrmæssigt til at ligne hinanden med tørt vejr og gode muligheder for sol.

Torsdag er der mulighed for, at det nordvestlige Jylland får regn, når fronter trækker ind fra Nordsøen.

- Det kan berøre den nordvestlige del af Danmark og give lidt småregn sidst på ugen, men set som helhed bliver det en tør uge, siger Frank Nielsen.

/ritzau/