Tennis-stjernes far i retten efter voldsepisode

John Tomic flygtede til Australien fra Kroatien under 90ernes Balkan-krige, og den tidligere taxi-chauffør er også far til verdensranglistens nummer 49. Med episoder der inkluderer trusler mod dommere og hensynsløs kørsel overfor andre trænere har har længe været en torn i øjet på det australske tennisforbund, men denne gang er han tilsyneladende gået langt over stregen.

I sidste uge gik det galt mellem Bernard Tomic' far og monegaskeren Thomas Drouet, der er hitting partner for den 20-årige tennisspiller. Under en åben træningstime blandede Drouet sig, mens papa Tomic var ved at skælde sønnen ud. Siden blev forholdet mellem Drouet og John Tomic bare værre, og det endte med at eksplodere senere på ugen i Madrid, hvor farmand nikkede træningsmakkeren sådan en skalle, så han både brækkede næsen og fik beskadiget en nakkehvirvel.

- Han brækkede hans næse med en skalle og slog ham bevidstløs i 20 minutter, fortæller tennisjournalisten Matt Cronin til Fox Sports.

Drouet er siden blevet set ved Caja Magica-turneringen i Madrid med en gipsmaske omkring næsen og en støttekrave omkring nakken.

I følge de foreløbige oplysninger blev John Tomic efterfølgende anholdt og skal i retten. Men han har ringet til en australsk journalist for at fastslå, at han ikke er i fængsel.

- Jeg vil bare sige, at jeg ikke er i fængsel, som de siger, sagde Tomic til The Age.

Han ville dog ikke svare på, om han havde været i fængsel tidligere på ugen. Tomic risikerer mere end bare en dom for vold, han kan også forvente, at det australske tennisforbund Tennis Australia og det internationale tennisforbund ATP som en direkte konsekvens vælger at udelukke ham fra alle deres turneringer.

Tomic har tidligere truet med at han og sønnen dropper deres australske statsborgerskab og flytter tilbage til Kroatien. Det kan blive konsekvensen, hvis Tennis Australia udelukker ham, men hvis ATP også bandlyser voldsfaren, så vil det eneste, der kan redde Bernard Tomic' karriere være et brud fra farmand.

Tennis Australia bakker fortsat op om Tomic junior:

- Det er der er vigtigt for os, er beskyldninger gælder John, faren, og ikke Bernard. Jeg vil bare være sikker på, at alle forstår, at det her ikke har noget at gøre med Bernard og hans opførsel, fastslår den tidligere dobbeltspecialist Todd Woodbridge, der i dag er leder hos tennisforbundet.

Og måske er Bernard Tomic, der selv har haft sine problemer med opførslen både på og uden for tennisbanen, ved at være moden til at bryde med faren. Sidste år bad han under en kamp i Miami mod spanske David Ferrer dommeren om at få bortvist sin far. Dommeren indvilligede, fordi Tomic junior forklarede, at faren var irriterende og distraherede ham. Næste skridt må være et gennemført brud fra endnu en af tennissportens gale fædre.

Dagens Gossip

Dagens TV