Tennisbabe stoppet af skønhedsfejl

En noget utraditionel skade har gjort, at publikum må kigge langt efter den ventede storkamp mellem Victoria Azarenka og Serena Williams i semifinalen i WTA-turneringen i Brisbane.

Ofret var Azarenka, der i et stykke tid har døjet med en dårlig tå og måtte trække sig fra mødet med Williams efter, hvad hun selv kalder "en dårlig pedicure-oplevelse".

- Jeg kender ikke det medicinske udtryk, men jeg skulle have fjernet noget negl fra tåen, og så gik der betændelse i det, forklarer Azarenka ifølge Reuters.

Dermed måtte mødet mellem verdens nummer et og tre aflyses, men i det mindste slipper hviderusseren for at stå over for Williams, som ikke har været nogen behagelig modstander gennem årene.

Amerikaneren har således vundet de seneste ni indbyrdes opgør mod Victoria Azarenka.

Vigtigere er nu, hvordan den ømme storetå kommer til at påvirke Azarenkas forberedelser til Australian Open, årets første Grand Slam-turnering. Her er hviderusseren forsvarende mester.

- Sket er sket, og det værste er allerede overstået. Det behøver bare lidt tid til at blive bedre, siger Azarenka.

Australian Open begynder i Melbourne den 14. januar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip