Tennisekspert: Perfekt modstander for Wozniacki

Skrevet af admin

03/09/2014

Dagens topnyheder

Tirsdag nat spillede tennisspilleren Caroline Wozniacki sig overbevisende i semifinalen ved dette års US Open med en sejr i to sæt over italienske Sara Errani.

I semifinalen venter der så en på papiret nemmere opgave for danskeren i form af kinesiske Peng Shuai, der ligger nummer 39 i verden.

Selvom kineseren har spillet en rigtig flot turnering indtil nu, mener tennisekspert på TV3 Sport Tine Scheuer-Larsen, at Wozniacki er favorit til at komme i finalen.

- Det er jo perfekt for Caroline, at hun skal møde Peng i en semifinale. Holder hun taktikken, så kommer hun i finalen, selvom Peng indtil nu har ramt den godt, siger Tine Scheuer-Larsen.

På trods af at kineseren umiddelbart kan ligne en overkommelig modstander, advarer Tine Scheuer-Larsen om, at danskeren skal være på dupperne.

- Peng spiller noget helt andet spil end Caroline. Hun slår utrolig fladt, men hun kan selvfølgelig blive ramt af nogle nerver, og det skal Caroline udnytte. Hun skal prøve at sætte en mur op, og så udnytte kontrachancerne for at komme frem til nettet, når de byder sig, siger Tine Scheuer-Larsen.

Semifinalen mellem Caroline Wozniacki og Peng Shuai spilles fredag. Kamptidspunktet er endnu ikke fastlagt.

/ritzau/