Tennislegende stopper som træner for Radwanska

Skrevet af admin

25/04/2015

Mest læste i dag

Det blev en kort fornøjelse for den polske tennisspiller Agnieszka Radwanska at have legenden Martina Navratilova i trænerteamet.

58-årige Martina Navratilova meddeler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at hun stopper efter cirka fire måneder hos verdensranglistens nummer ni.

- Jeg stopper som Agnieszkas deltidstræner, meddeler den 58-årige amerikaner.

- Jeg tror, at jeg undervurderede den tid, vi skulle bruge for at skabe en god situation for både Agnieszka og mig, siger hun til Reuters.

Martina Navratilova, der blev født i det tidligere Tjekkoslovakiet, bliver af nogle regnet som verdens bedste kvindelige tennisspiller nogensinde.

Hun vandt som aktiv 59 grand slam-titler, heraf 18 i damesingle.

Agnieszka Radwanska accepterer, at makkerskabet slutter.

- Jeg vil gerne takke Martina for samarbejdet de seneste måneder.

- Det var en god oplevelse, men vi er enige om, at hvis Martina ikke kunne binde sig 100 procent til projektet, så kunne det ikke blive et partnerskab i lang tid, siger polakken.

/ritzau/