Tennisstjerne afskriver OL-deltagelse i protest

Skrevet af admin

03/06/2016

Mest læste i dag

Den australske tennisspiller Nick Kyrgios kommer ikke med til OL i Rio.

Det meddeler han på Twitter, hvor han sender en bredside af sted mod Den Australske Olympiske Komité (AOC).

- Selv om jeg har udtrykt mine intentioner om at vinde en medalje til mit land i Rio, står det desværre klart for mig, at Den Australske Olympiske Komité har andre planer, meddeler Nick Kyrgios.

Den 21-årige spiller, der ligger nummer 19 på verdensranglisten i herresingle, er fortørnet over nogle kommentarer fra AOC om hans opførsel.

- AOC's uretfærdige behandling af mig igennem de seneste fire uger sammenholdt med komitéens krystalklare holdning til, om den vil have mig med på Australiens olympiske hold, har stadfæstet min beslutning, siger Nick Kyrgios.

Den unge spiller er en kontroversiel skikkelse i tennissporten.

Sidste år skabte han vrede, da han under en kamp mod French Open-vinderen Stanislas Wawrinka kom med følgende kommentar til schweizeren.

- Kokkinakis knalder din kæreste, jeg er ked af at sige det.

Det var med henvisning til den australske kollega Thanasi Kokkinakis og den kvindelige tennisspiller Donna Vekic, som Wawrinka ifølge rygtebørsen skulle have et forhold til.

Nick Kyrgios beklagede senere sin udtalelser.

I sidste måned meddelte en anden australsk topspiller, Bernard Tomic, at han ikke ønsker at stille op ved OL.

Bernard Tomic, der ligger nummer 22 på verdensranglisten, føler sig ligeledes dårligt behandlet af AOC.

/ritzau/