The Terminator nægter krigsforbrydelser

Bosco Ntaganda fra DR Congo, der er mistænkt for alvorlige krigsforbrydelser, nægter tirsdag alle anklager ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

Her har startskuddet lydt til den sag, hvor han står tiltalt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der blandt andet skulle have indbefattet brutale drab på op mod 800 personer, brug af børnesoldater og voldtægt.

- Mit navn er Bosco Ntaganda. Jeg har kun de to navne, som jeg har fået af mine forældre, siger Ntaganda, der er kendt under navnet "The Terminator".

- Som I ved, var jeg soldat i DR Congo. Jeg er blevet informeret om disse forbrydelser, men jeg erklærer mig ikke-skyldig, siger han.

Fredag forlod Ntaganda Rwanda i et fly med retning mod Haag - ledsaget af repræsentanter fra ICC.

Den mistænkte krigsforbryder meldte midt i marts overraskende sig selv på den amerikanske ambassade i Kigali og ønskede selv at blive stillet for domstolen i Haag.

Ntaganda har tidligere haft forbindelse til oprørsgruppen M23, som blev dannet af tidligere tutsi-regeringssoldater, som er brudt ud af regeringens hær.

Gruppen har som erklæret formål at styrte DR Congos siddende præsident, Joseph Kabila.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV