"Terror-elev" kræver erstatning efter menneskejagt: Var efterlyst i hele Danmark

På vej til eksamen læste den 21-årige Alisiv Ceran en bog om krigen mod terror. Han var så nervøs, at en kvinde alarmerede Københavns Politi 28. august.

Politiet tog anmeldelsen alvorligt og begyndte en regulær menneskejagt med offentliggørelse af et billede af den 21-årige mand. Nu kræver den uskyldige eksaminand en erstatning af politiet, fordi han blev stemplet som mulig terrorist, oplyser hans advokat Erbil Kaya.

- Hans billeder blev offentliggjort i stort set alle medier til skræk og advarsel for hele befolkningen. Han blev udråbt til at være en potentiel terrorist, skriver advokaten Erbil Kaya i en pressemeddelelse.

- Episoden med Alisiv Ceran er formentlig uden fortilfælde i Danmark. Den styrke og omfang, som min klient fuldstændig uforvarende er blevet involveret i denne negative omtale, må naturligvis medføre, at han får en erstatning som plaster på såret.

Erstatningskravet lyder på 75.000 kroner skriver Ekstra Bladet. Men pengene er ikke det eneste, som den 21-årige studerende ønsker at få ud af sagen.

- Min klient og jeg har i denne anledning også et ønske om, at man tager et opgør med den frygt, der har sneget sig ind rundt om omkring i befolkningen, hvilket kan være en af de væsentligste årsager til, at det denne gang var Alisiv Ceran, der kom i fokus, siger advokaten med henvisning til den 21-åriges mellemøstlige udseende.

Der var en reel risiko for, at en borger ville genkende den 21-årige, mens han var efterlyst, og selv tage affære, mener advokaten.

Kvinden, der anmeldte den "mistænkelige adfærd" ved den 21-årige student, reagerede ifølge politiets forklaring korrekt, da hun slog alarm.

Det var angiveligt også den 21-åriges bekymring over en taske med ledninger, som var årsag til anmeldelsen. I tasken var dog kun en printer, som eksaminanden skulle bruge til sin eksamen på Københavns Universitet.

/ritzau/

Dagens Gossip