Terror er blevet hverdag for økonomer og forbrugere

Frankrigs aktiemarked stiger mandag og retter sig dermed fra et lille fald efter torsdagens dødelige angreb i Nice. Angrebet i Paris i november havde heller ingen større effekt, og det samme gælder anslagene i Madrid i 2004 og i London i 2007.

Det er en verden til forskel fra, hvordan finansmarkederne og økonomien reagerede, da terror for alvor ramte den vestlige verden i 2001.

- Nu ser man gerne nogle udsving, men også at det hurtigt bliver glemt. Den tendens, tror jeg kun, er blevet mere udtrykt, i takt med at terror er blevet om ikke hverdag, så tættere på hverdag, siger makroøkonom hos Sydbank Søren V. Kristensen.

Efter 9/11 faldt det amerikanske aktiemarked markant og nåede ikke tilbage til samme niveau før år senere. Samtidig kollapsede forbrugertilliden.

Men kigger man på efterdønningerne på angrebet i Madrid 2004, London 2007 og Paris i november 2015 er de nærmest ikkeeksisterende. For alle var reaktionen i finansmarkedet begrænset og forbrugertilliden upåvirket.

- Det er ikke begivenheder, markedet vurderer ændrer noget fundamentalt politisk eller økonomisk. Tidligere kunne det give markante ændringer, som eksempelvis krig, men det sker ikke længere, siger Søren V. Kristensen.

Mens større terroranslag ikke har mærkbar effekt længere, giver relativt abstrakte ting som briternes EU-afstemning store bølger. Her styrtede aktiemarkedet, og de første indikationer er, at forbrugertilliden er dykket.

- Forbrugernes situation ændrer sig ikke meget ved terror. Men en ting som brexit betyder virkeligt noget for, hvordan folk tror deres privatøkonomi vil se ud i fremtiden og derfor ændrer deres opførsel i nuet, siger chefanalytiker hos Nordea Anders Svendsen.

Han understreger, at terror andre steder end i Vesteuropa kan have store og direkte økonomiske konsekvenser.

- I Tyrkiet, Tunesien og Egypten gør det en langt større forskel for økonomien, fordi det koster vigtige turistindtægter, siger chefanalytikeren.

/ritzau/

Dagens Gossip