Terror-hotline kimet ned forud for café-angreb i Sydney

Ikke færre end 18 gange blev myndighederne i Australien advaret om den mand, der i december holdt kunder og personale som gidsler på en café i det centrale Sydney.

Det viser en rapport om angrebet, som landets premierminister Tony Abbott søndag har offentliggjort, skriver australske medier.

Ifølge rapporten modtog en landsdækkende hotline, som australiere kan kontakte, hvis de har mistanke om mulige terror-hændelser, 18 opkald om gerningsmanden Man Haron Monis fra 9. til 12. december fra bekymrede borgere.

Det var blot få dage før, at han 15. december med et gevær gik ind på Lindt Chokolate-caféen i Sydney og holdt adskillige personer fanget i op mod 17 timer.

De personer, der kontaktede myndighederne, udtrykte bekymring over nogle opdateringer, som Man Haron Monis havde lavet på Facebook.

Men hverken efterretningstjenesten Asio, det føderale politi eller politiet i delstaten New South Wales fandt nogen grund til bekymring.

- De indeholdt ingen indikationer på en forestående trussel. Opslagene (på Facebook, red.) blev ikke anset som opfordring til terror, står der i rapporten.

I rapporten står der, at myndighederne ikke vurderede, at han skulle have topprioritet som mulig terrorist.

- Han var blot én ud af flere tusinde personer, der udgjorde en potentiel sikkerhedsrisiko, hedder det i rapporten.

Ifølge premierminister Tony Abbott vil myndighederne tage ved lære af rapporten.

- Alt i alt har systemet svigtet os. Det står klart, at dette monster aldrig skulle være blevet lukket ind i landet. Han skulle aldrig være blevet løsladt mod kaution. Han skulle ikke have haft et våben, siger Tony Abbott på et pressemøde søndag.

Man Haron Monis kom til Australien som politisk flygtning fra Iran i 1996. Siden fik han flere domme, og ifølge rapporten blev han de sidste måneder af sit liv tilsyneladende inspireret af Islamisk Stat og fik selv radikale holdninger.

Foruden gerningsmanden døde to personer under gidseldramaet i Sydney.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV