Terror? Komedie om Nordkorea afføder vrede

Hvordan en komediefilm om Nordkoreas leder kan være en "hensynsløs terrorhandling" kan for os i den vestlige verden være svært at forstå.

Men det mener nordkoreanerne åbenbart, at Seth Rogens nye film "The Interview" er. Filmen handler om en fiktiv likvidering af den nordkoreanske leder, og det synes koreanerne tydeligvis ikke er sjovt. I hvert fald har en nordkoreansk ambassadør, Ja Song Nam, ifølge WENN.com skrevet et vredt brev til FN's generalsekretær Ban Ki-Moon.

- At tillade produktionen og distributionen af en film om likvideringen af den nordkoreanske leder kan kun ses som terrorisme og en krigshandling. USA bør tage det fulde ansvar for at forbyde filmen, skriver han således i brevet.

Filmens producer og hovedperson, Seth Rogen, tager ikke nordkoreanernes kritik særlig tungt. I hvert fald joker han overskudsagtigt med situationen på sin Twitter-profil.

- Folk plejer ikke at ville slå mig ihjel for mine film, før de har betalt 60 kroner for dem, skriver han.

Hvis ikke nordkoreanerne får held med at få filmen gjort ulovlig, har "The Interview" premiere i Danmark den 16. oktober.

Newspaq

Dagens Gossip