Terrorangreb: Norsk OL-trup følger udviklingen i Rusland

Skrevet af admin

30/12/2013

Dagens topnyheder

Efter to terrorangreb i den russiske by Volgograd i løbet af et døgn siger den norske topidrætschef Tore Øvrebø, at den norske OL-trup vil følge situationen i Rusland meget nøje.

- Som udgangspunkt føler vi os sikre i Sotji, men det er klart, at vi er nødt til at følge med i udviklingen. Volgograd er helt åbenbart et urocentrum lige nu, men det påvirker ikke vores deltagelse i OL, siger Øvrebø til avisen VG.

Den norske OL-trup er af en anselig størrelse, da landet har stolte traditioner inden for vintersport og deltager i mange af vinter-OL's discipliner.

De to bombeangreb i Volgograd søndag og mandag, der har kostet mindst 32 mennesker livet og såret snesevis, sættes i forbindelse med truslen mod den olympiske begivenhed i Sotji i februar. OL-byen ligger knap 700 kilometer nord for Volgograd.

- Vi forholder os til det, som de norske og russiske myndigheder samt arrangøren siger, og de siger, at sikkerheden vil være i top under OL, siger den norske topidrætschef til avisen.

Samtidig siger den russiske statsdumas viceformand, præsidenten for Ruslands Olympiske Komité, Aleksandr Sjukov, at der ikke vil blive taget yderligere initiativer til at stramme sikkerheden i forbindelse med De Olympiske Vinterlege.

- Alle de nødvendige foranstaltninger, man kan forestille sig under OL i Sotji, er taget. Der vil ikke blive foretaget yderligere for øge sikkerheden som følge af terrorangrebene i Volgograd, fordi alt, hvad der kan gøres, er blevet gjort, siger Sjukov.

Et særligt pas for besøgende i Sotji vil blive benyttet, og det er ifølge politikeren første gang, at det sker under OL.

/ritzau/