Terrorangrebet i Tunesien har kostet 37 mennesker livet

Dødstallet efter terrorangrebet i Tunesien stiger til 37, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP. 36 meldes såret, oplyser det tunesiske sundhedsministerium.

Turister fra Storbritannien, Tyskland, Irland og Belgien er blandt de dræbte.

- Der er 37 dræbte og 36 sårede. Nogle af de sårede er i kritisk tilstand, siger sundhedsministeriets kommunikationschef, Chokri Nafti, ifølge AFP.

De første meldinger umiddelbart efter terrorangrebet gik på, at to hoteller var under angreb.

Meget tyder dog på, at angrebet var rettet mod det femstjernede Riu Imperial Marhaba Hotel, som ligger nær stranden i den nordlige del af feriebyen Sousse.

Hotellet oplyser, at de fleste gæster på hotellet er fra Storbritannien og andre centraleuropæiske lande.

Der befinder sig i øjeblikket omkring 120 danske gæster i turistområdet, anslår Bravo Tours og Spies Rejser. Intet tyder på, at nogen danskere er kommet noget til ved angrebet.

Tunesiske sikkerhedsstyrker har skudt og dræbt en gerningsmand. Der er angiveligt tale om en 24-årige student, der ikke er kendt af politiet i forvejen. Flere internationale medier beretter om endnu en gerningsmand, der muligvis er anholdt, men de oplysninger er mere uklare.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip