Terroranholdt i Sverige er løsladt og ikke mistænkt

Den tidligere terrormistænkte Mutar Muhanna Majid er søndag løsladt og vil ikke blive krævet fængslet, oplyser den svenske anklagemyndighed ifølge nyhedsbureauet TT.

- Mutar Muthanna Majid løslades. Manden er ikke længere mistænkt, siger vicechefanklager Hans Ihrman.

Men efterforskningen fortsætter.

Grunden til, at efterforskningen fortsætter, er den, at der "fortsat er grund til at antage, at der har fundet forberedelser sted til en terrorforbrydelse", skriver anklagemyndigheden og fortsætter:

- Efterforskningen vil fortsætte med det formål, at sagen opklares, og at nogen kan stilles for retten for forbrydelsen.

Anklageren havde frist indtil klokken 12 søndag til at kræve varetægtsfængsling af den 22-årige. Men det sker ikke.

Majid blev anholdt torsdag på et asylcenter i Boliden. Han var mistænkt for at have siddet i den svenske hovedstad, Stockholm, og forberedt et terroristangreb.

Under afhøringerne hos politiet har han været "tydelig og klar", siger hans forsvarer Ola Salomonsson.

/ritzau/TT

Dagens Gossip