Terrorforsker: Bin Laden meget interesseret i journalister

Osama bin Laden er tydeligvis meget interesseret i to danske journalister, som han nævner i et brev til en anden fremtrædende al-Qaeda-leder, hvori den øverste leder bad om at få informationer om journalisterne.

Det siger Magnus Ranstorp, terrorforsker fra Försvarshögskolan i Stockholm, om brevet fra 2010.

Sammen med en række andre breve og dokumenter blev det offentliggjort onsdag af de amerikanske myndigheder.

- Det lyder næsten som om, at han beder om at få etableret overvågning af dem, måske for at bortføre dem. Det er svært at sige, men han er tydeligvis meget interesseret i dem.

- Vi har ikke hele billedet, men han giver ordre om at finde informationer på journalisterne, siger Magnus Ranstorp.

Simi Jan, journalist TV2, har bekræftet, at hun er en af de to journalister, som er nævnt i brevet. Det fik hun at vide kort efter al-Qaeda-lederens død i 2011, da amerikanske specialstyrker stormede hans skjulested og dræbte ham.

Soldaterne beslaglagde en række dokumenter og andet materiale fra huset, hvor Osama befandt sig. Nogle af disse blev offentliggjort onsdag, og amerikanske myndigheder vil løbende offentliggøre flere.

Magnus Ranstorp vurderer, at trusselsvurderingen af Simi Jan er uændret, selvom hendes navn nu er kommet frem. Ellers vil Politiets Efterretningstjeneste, PET, tage affære.

- De vil lave en vurdering. Hvis de to journalister bliver nævnt på de sociale medier eller lignende, får de beskyttelse.

Den svenske terrorforsker hæfter sig ved en anden interessant ting i brevet fra Osama bin Laden.

Nemlig, at den tidligere al-Qaeda-leder lader til at være dybt involveret i organisationens daglige arbejde, selvom bin Laden forblev skjult.

- Osama er involveret på et operationelt niveau og står bag forskellige ordrer og overordnede direktiver.

Desuden bliver en uenighed mellem Osama bin Laden og Abu Musab al-Zarqawi, al-Qaedas tidligere leder i Irak, blotlagt i brevet.

- Hvad, der er rigtigt interessant i brevet, er, at han nævner ønsket fra folk omkring Zarqawi om at etablere et kalifat, hvilket er forløberen til Islamisk Stat, som vi ser i dag. Men Osama er tydeligvis imod idéen, siger Magnus Ranstorp.

/ritzau/

Dagens Gossip