IS-terrorist flygtede hjem til Europa fra Syrien, fordi det var for koldt og maden var dårlig

29-årige Mohammed Uddin havde store tanker om sig selv og sin fremtid, da han i november sidste år droppede sit arbejde som sikkerhedsvagt i England og rejste til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. 

Han beskrev sig selv som 'Supaman', og på nettet pralede han med, hvor nemt det var at rejse fra Storbritannien til Syrien, skriver Daily Mail.  

Men der gik ikke lang tid, før han bogstaveligt talt fik kolde fødder. Han krydsede grænsen til Syrien fra Tyrkiet den 4. november, men allerede lidt over en måned senere rejste han tilbage til Tyrkiet, fordi livet i kalifatet var for dårligt i forhold til hjembyen Bedford i England. 

Læs også: Tidligere IS-sexslaver er nu bevæbnede: Vil hævne sig på terrororganisationen

Det var især kolde bade, dårlig mad og en monotom og kedelig hverdag, der gjorde udslaget. Han chattede med en ven i England om livet i kalifatet, der hurtigt blev surt for 'terroristen'. 

- Du er nødt til at vænne dig til koldt vand og et liv uden elektricitet. Hver dag er det kolde bade, skrev Mohammed Uddin til sin ven, der også gerne ville til Syrien. 

- Begynd at spis små portioner mad, så du er vant til det, for her vil du skulle dele det med andre, så snart, du ankommer. Kedelig mad forresten lol, lød det til vennen, der selv var blevet stoppet af antiterror-politi, da han forsøgte at forlade England. 

Men allerede efter få uger, blev det for meget for Mohammed Uddin, der havde fået konfiskeret sit pas af Islamisk Stat indtil han havde gennemført militærtræningen. 

- Jeg vil ud herfra nu, jeg har fået nok. Det her er ikke som det jihad eller system, vi troede, det ville være, skrev han i slutningen af november. Og den 3. december meddelte han, at han ville forsøgte at flygte ud af Syrien igen. 

Læs også: Gruppe stoppet med 15 kilo sprængstoffer ved tyrkisk grænse

Den 12. december blev han anholdt af tyrkisk politi tæt ved grænsen til Syrien, og efterfølgende blev han overdraget til Storbritannien. 

Selvom han forsøgte at lyve om sit ophold i Syrien, endte han med at tilstå, at han havde sluttet sig til Islamisk Stat. Og det kostede ham en dom på syv års fængsel. 

- Relativt kort tid efter hans ankomst i Syrien, blev han nedtrykt over systemet i Syrien og den manglende fremgang i forhold til at blive trænet militært, siger anklageren i sagen, Annabel Darlow, der tror han var kommet hjem før, hvis han kunne. 

- Tiltalte følte sig presset til at vende hjem, fordi hans kone var gravid, men hans planer blev muligvis forsinkede, fordi hans pas var blevet konfiskeret, siger hun, ifølge Daily Mail. 

 

 

Dagens Gossip